Køb af campingplads set fra en udlåner side.
Realkreditten har gerne et lån indenfor 50 % af handelsværdien. Dette giver sikkerhed og sjældent ser vi, at der gives tab der vedrører deres udlån. Derimod er det hos pengeinstitutterne en nogen anderledes historik.
Har ejer det svært med driften af campingpladsen, kommer faresignalerne sig næsten omgående. Omsætningen svigter hvilket ikke har samme virkning på udgifterne, som for nogle, er identiske, om der er gæster eller ej. Her tænkes på ejendomsskatter, forsikringer, og i nogle tilfælde også strøm, vand og opvarmning foruden det centrale – kredit- og banklån.
Pengeudlånere er berømte for at være meget konservative i deres kreditvurderinger. Derfor vær ærlig overfor dem. Fortæl dem den skinbarlige sandhed, om pladsen, der kan købes. Er pladsen en sminket lig, eller står den som et glansbillede? Er der udfordringer der kræver øjeblikkelige handlinger? Her tænkes især på pladsens faciliteter. Giv banken den rette beskrivelse, medfølgende en handlingsplan for de næste 3 – 5 år. Lav 3 budgetter. Den meget optimistiske, med en god fremgang. Den pessimistiske, hvor såvel omsætning som udgifterne tager hver sin retning. Slutteligt laves et, der er midt i mellem. Det er sikkert det sidste budget der vil være mest retningsvisende.
Mød banken med de tre budgetter, handlingsplanen og en tro på godt samarbejde. Stil ikke for store krav til især pengeinstitutternes udlåningspolitik. Rente og løbetid er noget anderledes hos pengeinstitutterne end hos realkreditten. Låneperioden er omkring 10 år og selvfølgeligt er renten til forhandling. Køber med en stor udbetaling (over 25 – 30%) kan gerne låne lidt billige en køber med den spinkle egenkapital.
Aftalt med pengeinstitutterne, et mindst 1 gang årligt møde, og gerne lige efter at årsregnskabet er færdigt. Årsregnskabet gennemgås og årsager til budgetforandringerne forklares hvorefter den næste årstid fremlægges, hvor såvel pengeinstituttet og ejer er enige om de fremtidige investeringer og ændringer. Dette giver ro på bagsmækken.
Mødet med pengeinstituttet kan gerne indeholde en plan B og/eller plan C. Plan B er fordi situationen kræver handling. Pengeinstituttet skal være sikker på, at ejer har klarhed over situationen. I en sådan situation er det bedst for begge parter, at låntager kommer med forslag til handling. Det kunne være udskydelse af investeringer. Ændringer i markedsføringen. Lønarbejde i vinterperioden eller noget helt andet. Skulle tingene udvikle sig helt forkert, kan en plan C også blive nødvendigt. Det vigtigste er, at pengeinstituttet oplever, at alle muligheder er gennemarbejdet ud fra vedtagne plan.
Uanset hvilken plan der skal gennemføres, skal planen holdes. Ingen slinger i valsen. Gennemfør planen og se hvad der kommer ud i den anden ende. Dermed kan tingene kontrolleres. Skulle der være brug for yderligere tiltag i forbindelse med planen, vil pengeinstituttet også være meget mere villige til at yde ekstra beløb eller henstand med afdrag m.m.
Omkring regnskaber er der så mange bogføringsprogrammer, at den omhyggelige bogfører, med meget kort varsel, kan vise virksomhedens resultater. Enten det er omsætning eller udgifterne i forbindelse med driften.
Noget der springer pengeinstitutterne i øjnene, er store udgifter til forbedringer, småanskaffelser m.m. Pladsejer ønsker måske ikke at betale det store i SKAT, derfor aktiveres ovennævnte udgifter over driften og ikke som anlægsaktiver. Dette kan have stor betydning for resultatet og regnskabet.
